Vil du indledningsvist kort fortælle om dig selv og din familie?

Jeg hedder Line, og er 28 år gammel. Jeg er gift, og har været det siden 1998 – og har altså en søn, Sebastian,  på knap 3½ år – han blev født den 18. Juni 2000. Før jeg begyndte at læse jura, tog jeg advokatsekretæruddannelsen. Min mand, Michael, læser også jura, og vi regner begge med at vi nu er på sidste semester og skal ud i ”den virkelige verden” efter jul.

Hvorfor har du valgt at få børn på studiet?

Det er jo et stort spørgsmål. I og for sig ligger der vel først og fremmest ikke de helt store fornuftsbetonede overvejelser bag, det handler vel mere om, tjahh – drift.

Men det er da helt klart, at jura som fag er en konservativ verden. Arbejdsgivere i branchen er ikke overdrevet vilde med næsten 30-årige gifte kvinder uden børn….. Herudover giver det at være studerende også fordele i hverdagen. Topscoren her er selvfølgelig, at man selv planlægger sin tid. Kan tage fri når barnet bliver syg, uden sure miner fra andre end karakterbeviset (det er selvfølgelig også surt nok). Det er en fed ting, at man har den frihed til at være forældre for sit barn, når det har mest behov for det.

Hvordan hænger det sammen økonomisk?

Det gør det ikke…nej spøg til side. Jeg plejer altid at sige, at jeg har gjort det eneste rigtige, jeg har giftet mig med min bankrådgiver (Michael er uddannet i en sparekasse før han begyndte at læse). Det er selvfølgelig en stor hjælp, at han er enormt god til det med penge, for der er ikke meget at gøre med, når man kun har 2 x SU. Michael har haft lidt småjobs, men det er begrænset hvor meget det kan betale sig for os at arbejde, for reglerne om fripladser i institutionerne betyder, at der skal meget lidt til, før det faktisk næsten koster penge at have et arbejde. Derudover tager studiet jo sin tid, og hvis man vil nyde godt af den berømte frihed man har som studerende og være meget sammen med sit barn, ja så er arbejde jo ikke vejen frem.  Det skal dog siges, at forældre på SU, hvis de ellers har tid og lyst, må tjene mere ved siden af SU´en end ikke-forældre. En ret paradoksal regel hvis du spørger mig, for tiden er svær nok at få til at hænge sammen, uden at vi har tidskrævende arbejde.

Vi har en ejerlejlighed, hvilket betyder, at vi ikke kan få boligsikring, men ellers har jeg ladet mig fortælle, at der er en del at hente på den konto.

Der findes også et tillæg til studerende med børn, man skal søge om det hos kommunen, og det er afhængigt af hvor meget man tjener ved siden af SU´en. Det er vel ca. for os omkring kr. 4.000 om året. Vi får ikke nogen økonomisk hjælp som sådan hos familien, men det er klart, at bedstemødrene skæpper godt til i kassen, når det kommer til tøjkontoen, de køber så meget tøj til Sebastian, at det faktisk er sjældent vi selv bliver nødt til det. Ellers får vi ikke mere hjælp fra forældrene end studerende uden børn, går jeg da ud fra. Sebastian har også enormt meget legetøj, hvor det meste kan dateres tilbage til bedsteforældrenes gavmildhed.

Den mest værdifulde hjælp ”hjemmefra” er nok pasningsmuligheder i eksamensperioder og ved sygdom. Det adskiller sig vist ikke synderligt fra andre børnefamilier

Hvordan har du fået tingene på studiet til at gå op i en højere enhed?

Det har ikke altid været helt let. Jeg har vist nærmest taget det som det er kommet, og har ikke lavet en overordnet planlægning. Mit værste problem var det semester hvor jeg på en gang havde fagene civilproces, insolvensret og aktie- anpartsselskabsret. Der var ret travlt i perioder og jeg blev en anelse stresset, navnlig op til eksamen. Men med børn, er der altid overraskelser lige om hjørnet, og det er meget svært at sætte sig ned og sige, nu gør jeg sådan og sådan, fordi så får han lige væske i ørene, så er han syg i 14 dage osv. Man må simpelthen, så vidt muligt, leve fra dag til dag og så på den måde få tingene til at gå op, som man nu bedst kan.

Hvordan har du arrangeret din barsel – Hvordan fungerer din hverdag?

Jeg blev gravid på sidste del af bacheloruddannelsen, og havde vel et eller andet sted satset på, at blive færdig med denne, inden jeg fødte. Sådan gik det ikke. Jeg præsterede kun at tage en ud af tre eksamener under graviditeten, idet jeg ikke havde det så strålende, imens jeg var gravid – igen et eksempel på en planlægning, der ikke kom til at holde i længden.

Jeg var ikke decideret væk fra uddannelsen i min barsel, og tog formueretten ½ år efter jeg havde født. Det var enormt hårdt, at have et spædbarn og så skulle læse formueretten op. Jeg var som sagt ret syg under min graviditet, så jeg gik også glip af en hel del undervisning, og havde ikke læst på det i længe, da jeg begyndte at læse op, vel i august/september, efter jeg havde født i juni. Det var en stresset tid, jeg skulle jo også amme min søn, og det endte med, at Michael skød sin eksamen, og tog sig meget af Sebastian i den periode. Så jeg sad og læste og ammede på skift. Det er ikke noget jeg vil anbefale andre. Sebastian var kolikbarn, og det blev det jo selvfølgelig ikke bedre af, men jeg tror også at den stress, jeg levede under bidrog til at gøre tingene ekstra komplicerede, og jeg havde jo ikke tid til at nyde min spæde søn ordentligt. Men eksamen kom i hus, og det var en stor sejr.

Herefter var jeg så mere eller mindre væk fra studiet i ½ års tid, ikke på grund af Sebastian, men af andre årsager. Endelig tog jeg så forvaltningsretten 1 år efter. Både Michael og jeg skulle op i forvaltningsret den vinter, og vi havde besluttet, at Sebastian ikke skulle i institution eller passes af andre, før han var 1½ år. Vi gjorde så det, at vi skiftedes til at læse en dag, og så passe Sebastian en dag. Det gik egentlig meget godt, og vi klarede os begge fint til eksamen. Men jeg kunne jo også godt fornemme, at NU var jeg ved at være træt af at arbejde på ”deltid” jeg trængte til at få fart over feltet igen, og har da også – indtil nu – taget kandidatdelen på den normerede tid.

Alt i alt har jeg – hvis ellers jeg får afleveret specialet til tiden, og ikke dumper dette semester – lagt 1½ oven i den normerede tid på 5 år. Men som jeg også nævnte før, kan i hvert fald ½ år af dette tillægges andre faktorer end min søn, så det har vel kostet mig omkring et år, at have fået et barn, og det synes jeg er helt ok. Det meste af denne tid skyldes min graviditet.

Hverdagen hos os adskiller sig vist ikke stort fra andre børnefamiliers. Sebastian går i vuggestue – og jeg tror ikke han er der kortere tid end andre børn med arbejdende forældre. Det kan faktisk være en hel lise for sjælen at sætte sig på læsesalen med en kop kaffe og sine bøger oven på de hektiske morgener. For mig har det betydet enormt meget at blive mor, rent arbejdsmæssigt. Jeg er blevet langt mere struktureret og bedre til at få tingene gjort, for jeg ved, at jeg kun har timerne på læsesalen eller hjemme når Sebastian er i vuggestue. Før var jeg mere typen der ”lige gør tingene i morgen”. Selvdisciplinen har i den grad fået et nøk opad, og det kan også ses på mine karakterer. På den anden side, kan det selvfølgelig også ses på karakterbeviset, at der har været en tid, hvor Sebastian har været meget syg, og hvor vi ikke har fået så meget søvn i lange perioder. Jeg ved godt, det lyder enormt helligt, men det er virkelig en opvågning at blive forældre, man bliver lige pludseligt voksen – sådan rigtigt.

Hvordan tackler du eksamensperioderne?

Ja altså, det er selvfølgelig vores ømmeste punkt. Vi går jo til eksamen på samme tid, og eksamensperioderne er jo lange, så det kan være meget, meget hårdt.

I virkelige spidsbelastningsperioder er vi tyet til nødløsningen. At sende Sebastian på ferie hos bedsteforældrene. De bor ret langt væk, så de kan ikke sådan lige komme her og passe ham, og alle ved jo også at de sidste dage op til en eksamen umuligt kan være fra kl. 9:00 – 16:00. Herudover er man enormt stresset og ikke til at være i nærheden af (det gælder i hvert fald både Michael og jeg) og skal helst sidde med næsen i bøgerne i noget der ligner døgndrift. Vi har jo også ofte lidt ekstra at læse op, hvis Sebastian har været meget syg og vi har måttet gå glip af meget undervisning. Den mest humane løsning er måske derfor at sende ham væk. Men det er ikke ideelt. Det er altså svært at sige farvel, og vide at vi ikke ses i en uges tid. Andre gange har vi gjort det, at jeg har siddet og læst hjemme hos mine forældre, imens Sebastian er blevet passet af dem, så jeg har kunnet være sammen med ham lidt af dagen, men det er faktisk ikke optimale læseforhold, selvom andre passer ham, er man jo lidt ”på” alligevel.

Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at bølgerne i vores forhold er gået højest i eksamensperioden, og nogle gangen synes jeg, at det er rent held, at vi stadig er sammen. Vi ser ikke helt med samme øjne på, hvor meget Sebastian kan tåle at være væk fra os, og hvor stor en pris vi – arbejdsmæssigt – må betale for at opfylde hans behov. Men det tror jeg er meget normalt. Mænd er lidt anderledes indrettet når det kommer til børn – om vi vel det eller ej – de der løvemor-instinkter kan godt løbe af med mig ind i mellem.

Har du måttet opgive noget socialt/økonomisk

Det er klart, at det at have børn er et tidskrævende projekt. Men man kan vel ikke sige, at man opgiver noget socialt, man får jo bare noget andet socialt. Det lyder lidt klumpet, og kan sikkert være svært at sætte sig ind i når man ikke har børn, men når de er der, er det jo enormt givende – socialt – at være sammen med sådan en størrelse.

Selvfølgelig går vi næsten aldrig i byen om natten mere, og hvis vi gør, er det hver for sig, nogen skal jo se efter Sebastian. Behovet er nu heller ikke særlig stort. Vi joker ofte med, at vi simpelthen er blevet for gamle til den slags. Men vi får jo stadig besøg af – og besøger venner. Drikker vin og spiser mad sammen og alle de der ting. Sebastian kan jo sagtens være med i den sammenhæng. Et barn er jo ikke den store hindring, hvis du altså ikke vil drikke hjernen ud og danse natten væk. Ind i mellem bliver Sebastian passet af sine bedsteforældre en weekend, og så er det da enormt rart at have frihed til at gøre hvad man vil, det ender nu som regel alligevel med, at vi bliver hjemme….Men vi kan jo sagtens stadig være sammen med vores venner. Den der med begrænsningen i den sociale frihed, har nok været stærkere for Michael end for mig, men alt i alt har det nu aldrig været et stort ”issue”.

Økonomisk, der koster det jo at have et barn, og Michael har tit set lettere panikslagen ud ved tanken om de penge vi har investeret i bleer og babyudstyr. Det er dyrt at have et barn, og man skal være forberedt på, at ens egen garderobe ikke bliver opdateret så ofte som før, og at det ikke nødvendigvis er D&G der står i nakken på det. Det er lidt træls. Man skal dog huske på, at man som kvinde får 1 års ekstraklip og som mand ½ års. Da ingen af os holdt en egentlig orlov, havde vi 1½ år, hvor vi havde en tredje SU inde at runde husholdningen. Det var rart nok – og rigtig, rigtig træls da det stoppede!! Et andet problem kan være, at have råd (og tid!) til den sunde mad. Man har jo ansvaret for det lille bæst, og vil gerne fylde ham med sunde ting. Der må man så lære det der med ”årstidens grøntsager” og i øvrigt have en god fryser til at fylde op med gode tilbud. Vi får dog også stadig den evigtgyldige studentermenu ”pastaskruer med ketchup” det er nemlig Sebastians livret. Men det jeg mener med det her er jo, at de økonomiske prioriteter er man nødt til at ændre drastisk på. Man kan ikke leve af havregryn med mælk i en måned for så til gengæld at få et par fede støvler…

Vil du forsøge at opregne  nogle positive og negative sider ved at få børn på studiet?

Tjahhh…det fremgår vist af ovennævnte, at der er mange fordele og ulemper ved at få børn på studiet. Primært er nedturen jo den økonomiske del og opturen den, at det er en fordel – navnlig hvis man har en vis alder – at have i hvert fald et barn før man er færdig (og i øvrigt har en at få dem med). Men generelt tror jeg ikke på, at man skal sidde og tælle alt for meget på fingrene med disse fordele og ulemper, det er vigtigt at man ikke får et barn, bare fordi det er fornuftigt lige nu. For man skal altså virkelig have lyst til det barn, det er ikke altid helt nemt at være forældre, og børn er jo – til trods for det jeg har anført ovenfor – en begrænsning af ens bevægelsesfrihed.

Har du kunnet finde støtte hos andre studerende i samme situation som dig?

Jeg er jo heldigvis så privilegeret at have en veninde med børn. Hun læser også jura, og har endda to børn, og aldersmæssigt er der ikke så stor forskel på hendes ældste søn og Sebastian. Faktisk fik jeg nyheden om hendes graviditet den dag jeg havde født. Ellers er der jo et hav af fora om børn på nettet, og der er mange studerende at diskutere med om livet i almindelighed og børn i særdeleshed. Det kan godt være rart, og man kan lære meget af andres erfaringer, også om hvilken økonomisk støtte man kan få. Jeg har navnlig brugt netdoktor.dk, men også andre – jeg kan ikke helt huske dem, for efterhånden som Sebastian er blevet ældre, er jeg blevet noget mere selvsikker m.h.t. forældrerollen og også de mere praktiske ting, og egentligt er det ofte federe at diskutere alt andet end lige netop børn.

Mødregrupper på jura har jeg ikke været opmærksom på, men ideen lyder da god.

Vil du råde andre til at få børn mens de studerer og i så fald hvad skal man overveje inden

Det der med at råde andre til at få børn skal man passe på med, tror jeg. Men hvis man grundlæggende har lyst til at få et barn skal man da gøre det. De efterfølgende overvejelser må så være, om man mener man har lyst til, at opgive nogle jusfester og fredagsbar fordi det lille nøk skal hentes i vuggestuen. Man skal virkelig tænke sig godt om med hensyn til eksamensperioderne, for de er ikke rare når man har et lille barn. De økonomiske overvejelser skal også indgå, idet det som sagt ikke er så nemt altid at få tingene til at hænge sammen. Det kan stresse et forhold at få et barn, økonomiske problemer oveni virker ikke ligefrem positivt. Tilværelsen i en lille studenterhybel oppe under taget med et lille barn kan lyde romantisk, men man skal være klar over, at romantikken i hverdagen kan være til at overskue, når et skrigende barn og tre tunge poser fra Føtex skal slæbes op på tredje sal, eller barnet er sygt og man desværre er nødsaget til at droppe den allervigtigste undervisning i et fag. Endelig kan planlægning af studiet som sådan være vanskelig, når man skal tage hensyn til graviditet og barn, i hvert fald har vores vej været fyldt med overraskelser og forhindringer.

Ellers skal man bare tænke sig godt om. For har man lyst til det barn, er der ikke andet at gøre end at springe ud i det. Det kan da godt være, at der ryger et år eller to oveni uddannelsen, men livet er jo lang. Hvis man får børn imens man arbejder ryger der jo alligevel en barselsorlov fra karrieren, så i sidste ende går det vel lige op. Man skal jo også huske, at når man så sidder der med sådan et sødt lille kræ, så er der mange andre ting der pludseligt bliver ligegyldige. Man føler ikke nødvendigvis at man giver afkald på noget, for ligepludseligt er det her enormt meget vigtigere. Men som alle andre (hellige) mødre har sagt: Det kan ikke forklares, det skal opleves.